Seven Oceans' mission om at genanvende brugte våddragter er stadig intakt, men vejen dertil er ikke så snorlige, som den så ud. Heldigvis tager de kampen op mod enhver udfordring.

Da fire skarpe fyre fra Jesper Buchs iværksætterakademi tog guldet til Business Mind Programme i 2023, var alles øjne rettet mod dem. Men midt i euforien lod de sig ikke rive med af stemningen. Deres øjne var stadig rettet direkte mod deres mission: at genanvende de slidte våddragter de havde set flyde i utallige omklædningsrum i deres år som sejlere. Og folk i salen troede på, at de nok skulle nå deres mål. For David, Linus, Isak og Julius har et gåpåmod, der er sjældent set hos iværksættere på deres alder.

Og netop det gåpåmod, blev relevant da Seven Oceans tog første skridt mod den bæredygtige våddragt. De havde lige modtaget deres første Kickstart Mikrolegat, da de indså, at det krævede forskning for at finde den rette genanvendelsesteknologi. Men innovative hjerner kaster ikke håndklædet i ringen; de formår at vende situationen til deres eget bedste. Nu genanvender Seven Oceans materialerne fra gamle våddragter til at producere bæredygtige yogamåtter, indtil det har nået traction nok til at finansiere forskningen.

Seven Oceans er et eksempel hvordan startupprocessen nogle gange kan være vanskelig. De er også et eksempel på hvordan man kan pivotere uden at give afkald på sine grundværdier og stadig have øjnene rettet mod sin oprindelige mission.

Efter retningsskiftet modtog Seven Oceans endnu et Kickstart Mikrolegat i 2024. Som dobbelt legatmodtager har co-founder David Fischer derfor også anbefalinger til kommende ansøgere af Kickstart Mikrolegat:

”Skriv ansøgningen, men vent med at trykke send. Læs den igennem igen og igen. Det er i bund og grund er jeres forretningsplan. Læs den og læg mærke til hvad I kan forbedre, og så gør det! Stil jer selv de simple spørgsmål hele tiden: Hvad vil vi opnå? Hvad kræver det? Hvilket team kræver det, og hvordan fordeler vi roller, så vi er mest effektive? Til sidst visualiser for jer selv: Hvordan har jeres rejse set ud, når I en dag har opnået det i beskrev i første spørgsmål?”

De to Kickstart Mikrolegater var startskuddet på funding-rejsen, men snart står den på flere legat- og acceleratoransøgninger. Gåpåmodet er stadig i top, og mon ikke det betyder, at sejlklubbernes omklædningsrum snart bliver fyldt med genanvendte våddragter.

 

 

Gør som Seven Oceans og søg et Kickstart Mikrolegat